Rådyr påkørt: Flere biler i harmonikasammenstød


HELSINGE: Trafikken mellem Hillerød og Helsinge var fredag aften voldsomt generet af et uheld som skete omkring kl. 17.20. Flere bilister holdt ikke bremseafstand, og da en bil bremsede hårdt for et rådyr knaldede bilerne sammen på stribe.

Mindst tre biler, muligvis fire, var involveret i uheldet som skabte massiv kø på Hillerødvejen i begge retninger.

Uheldet skete omkring kl. 17.20 da en række biler var på vej nordpå mod Helsinge, her løb der angiveligt et stykke råvildt ud på vejbanen og fik en bilist til at foretage en kraftig opbremsning i et forsøg på at undgå dyret.

Opbremsningen overraskede tilsyneladende flere bilister bagved, idet de ikke nåede at bremse op men derimod bankede op i hinanden i et klassisk harmonikasammenstød grundet den manglende bremseafstand.

Ifølge Nordsjællands Politi kom ingen personer noget til ved uheldet.

Derimod kom der en række alvorlige buler i flere af bilerne, og oprydningsarbejdet på stedet medførte en massiv kø i begge retninger, og politiet sørgede for at regulere trafikken på stedet indtil de krøllede biler var fjernet fra stedet.

En schweisshundefører blev også sendt til stedet for at opspore råvildet som angiveligt skal være blevet ramt af den forreste bil. Råvildtets skæbne er ikke kendt.