Kvinde sigtes for drabsforsøg og røveri mod 81-årig


Arkivfoto


Mandag formiddag fremstilles en kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Hun er sigtet for drabsforsøg og røveri mod en ældre mand i Løgstrup ved Viborg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Kvinden var på besøg hos manden, da hun ifølge politiet overfaldt ham tidligt søndag morgen, så han fik skader både i ansigtet og på kroppen.

Manden søgte herefter hjælp hos sine naboer, og en person i nabolaget anmeldte overfaldet til politiet søndag formiddag.

LÆS OGSÅ: Kvinde sigtet for vold mod ældre mand i Løgstrup
– Lægelige undersøgelser viser, at der er foretaget ting, der gør, at manden kan have været i livsfare. Der er tegn på kvælningsforsøg, siger efterforskningsleder Henrik Grove fra lokalpolitiet i Viborg.

– Det er en ældre herre, så han er fysisk mere sårbar end yngre folk, siger han.

Den 81-årige har oplyst, at der under kvindens besøg muligvis forsvandt flere ting fra hans hjem, og derfor sigtes kvinden for røveri, oplyser efterforskningslederen.

De to havde tilsyneladende kun kendt hinanden i kort tid, inden overfaldet fandt sted.

– De har kendt hinanden sporadisk og gennem få dage. De er løbet på hinanden på gaden, da de bor tæt på hinanden, siger Henrik Grove.

Kvinden blev anholdt kort tid efter anmeldelsen på sin bopæl. Politiet kan endnu ikke sige, hvad motivet har været, eller om der er brugt våben i forbindelse med volden.

– Det har ikke været muligt at afhøre kvinden. Hun var tilsyneladende påvirket af medicin efter overfaldet, siger Henrik Grove.

/ritzau/