Kvinde sigtet for vold mod ældre mand i Løgstrup


Arkivfoto


En 81-årig mand fra Løgstrup har søndag formiddag anmeldt en 40-årig kvinde for at have udøvet vold mod ham aftenen forinden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge manden havde kvinden været på besøg hos ham lørdag aften, fremgår det af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag eftermiddag.

Da politiet når frem til mandens hjem, kan det konstateres, at den ældre mand har skader på kroppen og i ansigtet.

Det står endnu ikke klart, om læsionerne på mandens krop har været livsfarlige, da der først vil foreligge et resultat af en retsmedicins undersøgelse af den 81-årige mandag.

Kort tid efter anmeldelsen bliver den 40-årige kvinde klokken 11.11 anholdt på sin bopæl, også i Løgstrup.

Hun er sigtet for vold mod den ældre mand, men det er endnu ikke besluttet, om hun skal fremstilles i grundlovsforhør mandag.

Hun vil ligesom den 81-årige blive retsmedicins undersøgt for spor fra vold.

Politiet kan endnu ikke sige, hvad motivet har været, eller om den 81-årige har været i livsfare. Det vides ikke, om der har været brugt et våben ved overfaldet.

Det står heller ikke klart, hvorfor den ældre mand ventede til morgenen efter overfaldet med at kontakte politiet.

Den vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi er ikke vidende om, hvilken relation der er mellem de to personer.

/ritzau/