Mexicansk narkobaron flygter fra fængslet


Det er anden gang på 14 år, at Guzman flygter fra fængslet. I 2001 lykkedes det ham at slippe ud ved at gemme sig i en vogn med vasketøj. Arkivfoto


Den mexicanske narkobaron Joaquin “El Chapo” Guzman er flygtet fra et topsikret fængsel udenfor Mexico City, oplyser myndighederne til nyhedsbureauet AFP.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det sker kun et års tid efter, at han blev anholdt efter 14 år på flugt.

Gangsterlederen blev sidst set lørdag aften på overvågningskameraer i brusebadet i Altiplano-fængslet omkring 90 kilometer vest for den mexicanske hovedstad, Mexico City, oplyser den nationale sikkerhedskommission.

Der blev slået alarm, da han “ikke var synlig” i et stykke tid, og “Guzmans flugt blev bekræftet”, hedder det i en udtalelse fra sikkerhedskommissionen.

– Der blev iværksat en aktion for at finde ham i området og på vejene i nabostaterne, udtaler kommissionen og tilføjer at den nærliggende lufthavn i Toluca er blevet lukket efter flugten.

Det er anden gang på 14 år, at Guzman flygter fra fængslet. I 2001 lykkedes det ham at slippe ud ved at gemme sig i en vogn med vasketøj.

Først sidste år lykkedes det at finde frem til ham, og han blev anholdt, da marinesoldater før daggry stormede en lejlighed i feriebyen Mazatlan på Stillehavskysten.

Guzman var verdens mest eftersøgte narkobaron, hvis Sinolakartel smuglede stoffer til hele verden.

/ritzau/AFP