Regeringen: Stopper undersøgelse om tortur og mishandling af fanger i Irak


Foto er fra Abu Ghraib-fængslet i Irak den 24. oktober 2003. Det er taget af den amerikanske soldat Charles Graner og viser, hvordan den indsatte ‘Gus’ bliver trukket ud af sin celle.


Danskerne får aldrig den fulde sandhed om de danske styrkers behandling af tilbageholdte under krigene i Afghanistan og Irak.

Like localeyes.dk på Facebook

Efter regeringens beslutning om at nedlægge Irak-kommissionen, der skulle undersøge grundlaget for Irak-krigen og tilbageholdelser af fanger, sætter den nemlig punktum i sagen, skriver Information.

– Regeringen har besluttet, at der ikke tages initiativ til at genoptage undersøgelser med videre, som blev indstillet ved nedsættelsen af Irak- og Afghanistan-kommissionen, skriver Forsvarsministeriet i en kommentar til avisen.

Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bad ellers i oktober 2010 forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) om at undersøge oplysningerne i lækkede dokumenter fra WikiLeaks.

Ifølge papirerne havde de danske styrker i Irak ikke bare udleveret flere fanger end hidtil oplyst til de irakiske myndigheder. Koalitionsstyrkerne i landet havde også været vidende om, at det irakiske politi torterede og mishandlede udleverede fanger.

Undersøgelsen var fortsat i gang, da regeringsmagten skiftede i 2011, og den blev en del af Irak-kommissionens arbejde.

Alligevel hedder det nu i regeringsgrundlaget, der nedlægger Irak-Kommissionen, at “regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst”.

Socialdemokraterne og De Radikale har kritiseret Lars Løkke Rasmussen for at løbe fra sit løfte fra 2010 om, at hans “interesse er, at vi får alt frem i den her sag”.

Men Forsvarsministeriet skriver, at “en række af de spørgsmål, som blev rejst om blandt andet tilbageholdte tilbage i 2010, er allerede blevet adresseret fremadrettet fra forsvarets side”.

– Når forsvaret i dag udarbejder direktiver i forbindelse med deltagelse i internationale missioner, bliver der trukket indgående på erfaringerne fra de sidste 10-15 år, hedder det ifølge Information.

/ritzau/