Inger Støjberg blev kontaktet af mand der sigtes for kvindedrab


Arkivfoto


Den mand, der sigtes for at have slået en kvinde ihjel i Hadsund, henvendte sig få timer før drabet til integrationsminister Inger Støjberg (V).

Det oplyser ministeren i et opslag på Facebook søndag aften.

Efter mediernes omtale af sagen, hvor en 40-årig kvinde fra Viborg blev dræbt og derefter forsøgt parteret, kontaktede Inger Støjberg politiet om episoden. Søndag har hun så afgivet forklaring til Nordjyllands Politi.

– Jeg ønsker selvsagt at bidrage med alt, hvad jeg kan, for at hjælpe politiet til hurtigt at opklare den forfærdelige forbrydelse, skriver hun.

Lørdag 10. november var hun i byen i Hadsund med nogle veninder og naboer. De havde været til koncert.

Hen på aftenen blev Støjberg kontaktet af den senere varetægtsfængslede mand, da hun og de øvrige befandt sig på Den Grå Kok, som er en vinkælder på Butikstorvet i Hadsund.

Ministeren skriver, at manden indledte en samtale med hende, men hun nævner ikke, hvad den drejede sig om.

Kort inden midnat tog Inger Støjberg og de øvrige i selskabet hjem, beretter hun på Facebook.

Ved et-tiden natten til søndag – altså få timer senere – blev den 28-årige mand set på værtshuset Jagtstuen på Storegade sammen med en 40-årig kvinde fra Viborg, har Nordjyllands Politi tidligere oplyst. De to mødtes tilfældigt.

Politiet sigter manden for efterfølgende at have dræbt kvinden og for derefter at have forsøgt at partere liget. Forbrydelsen skal være sket cirka klokken 04.20 om morgenen.

Den 28-årige nægter sig skyldig. Men i et grundlovsforhør besluttede en dommer i Aalborg at varetægtsfængsle ham.

Inger Støjberg skriver i sit opslag, at hendes tanker først og fremmest går til kvinden og hendes efterladte.

/ritzau/