Bank: Hver tredje landmand er på randen af konkurs


Arkivfoto


Den økonomiske krise blandt danske landmænd er langt værre end tidligere antaget, fordi en ond spiral af blandt andet meget lave priser på svinekød og mælk trækker mange landbrugsregnskaber i rødt, skriver Berlingske.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det vurderer Landbrugets Finansieringsbank, der kalder den tidligere regerings skøn over danske landbrug med høj gæld og lav likviditet forkert.

– De 1700 (regeringens skøn, red.) landmænd er i underkanten. Vi er nok tættere på, at det er en tredjedel af landmændene, som har vanskeligt ved at servicere deres gæld.

– Altså 3500, der har samme problem som Grækenland med, at de ikke kan få indtægter og udgifter til at hænge samme og ikke umiddelbart kan låne mere, siger Jesper Lyhne, direktør for Landbrugets Finansieringsbank, til Berlingske.

Han peger på, at den aktuelle handelskrise med Rusland og en mindre mælkeeksport til Kina er blandt årsagerne. Planteavlere er knap så hårdt ramt.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var antallet af konkurser i dansk landbrug i maj det højeste siden oktober 1993.

I foråret lavede den tidligere SR-regering en hjælpepakke til det kriseramte erhverv, men den har ikke umiddelbart lysnet udsigterne.

Så sent som i februar blev det ifølge Dagbladet Børsen vurderet, at hver syvende landmand var på randen af konkurs, men siden er priserne blot blevet yderligere forringet.

Landbrugets Finansieringsbank opfordrer bankerne til at finde løsninger, der kan reducere gælden og redde nogle af de dygtige landmænd.

For nylig kom det frem, at en jysk landmand havde fået eftergivet en gæld på cirka 100 millioner kroner af sin bank.

/ritzau/