Drabstiltalt bryder grædende sammen i retten


Frederiksberg d. 5. januar 2015.


En 35-årig mand brød tirsdag formiddag grædende sammen, da han i Retten på Frederiksberg skulle afgive forklaring, efter at han havde erkendt, at han havde dræbt sin kone.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Drabet fandt sted 5. januar i parrets bopæl på Philip Schous Vej på Frederiksberg, hvor han dræbte sin kone med flere knivstik. Efterfølgende ringede han selv til politiet og fortalte, hvad han havde gjort.

Tirsdag kom sagen så for Retten på Frederiksberg som en tilståelsessag.

Retsmødet var ikke mange minutter gammelt, før følelserne overmandede den spinkle, mørkhårede mand.

Da han skulle fortælle om forholdet til sin kone, brød han grædende sammen og lå hulkende hen over pulten, han sad ved, og retsmødet måtte afbrydes.

Fem minutter senere kom han ind igen og fortalte, hvordan han havde mødt sin kommende kone i 1994, da han kom til Danmark fra Færøerne for at gå i skole.

De var kærester i et års tid, men mistede igen kontakten, indtil hun i 2014 pludselig kontaktede ham via Facebook.

Kort efter blev de kærester, og ikke længe efter blev de gift.

Retsmødet måtte flere gange afbrydes, da den 35-årige brød grædende sammen, mens han fortalte om et forhold præget af alkohol- og hashmisbrug, hvor skænderierne blev hyppigere, ligesom hun ofte var væk fra hjemmet i flere timer ad gangen.

På et tidspunkt i efteråret 2014 anmeldte hun ham for vold, men det var ifølge den 35-årige en falsk anmeldelse.

Han ville skilles, men i slutningen af december fandt de sammen igen.

– Vi havde det godt, siger den 35-årige med grødet stemme i retten.

Men den 5. januar gik det galt, og han dræbte sin kone med adskillige knivstik i deres lejlighed.

/ritzau/