Thailænder klemt til døde af teleskoplæsser på jysk gård


Arkivfoto


Sent mandag aften mistede en thailandsk kvinde livet, da hun havnede under en kurv fra en teleskoplæsser på en gård, hvor hun menes at arbejde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

– Klokken 23.06 får vi melding om, at der på en gård uden for Holstebro, er en kvinde, som er blevet klemt under en kurv fra en teleskoplæsser. Hun var i live, da redningspersonalet nåede frem, men blev efterfølgende erklæret død på stedet, siger han.

Politiet efterforsker dødsfaldet som en arbejdsulykke.

– Hun har stået oppe i kurven på den her lift, der blev kørt op i cirka en meters højde, men kurven enten rutsjer af eller bliver tippet. Det skal vi lige finde ud af, siger Ole Vanghøj.

– Vi skal have efterforsket, om føreren har fejlbetjent teleskoplæsseren, eller om det er fordi, at kurven er rutsjet af gaflerne. Den er ikke monteret helt korrekt, sådan som jeg har forstået det, uddyber han.

Den 53-årige kvinde kommer fra Thailand, og ifølge politiets foreløbige oplysninger arbejdede hun på den pågældende gård.

– Vi undersøger sagen nærmere her til morgen og skal nu præcis finde ud af, hvordan forholdet er derude. Det er et arbejdslignende forhold, som vi tolker det, og derfor er Arbejdstilsynet også inde over, siger Ole Vanghøj.

/ritzau/