De fleste gæster bliver og nyder det sidste af Roskilde


Arkivfoto 2014.


Det er lørdag, og det er sidste dag på Roskilde Festival. Flere gæster er begyndt at pakke sammen, og ja sågar allerede forladt festivalen. Men de fleste bliver i solen og nyder det sidste af Roskilde Festivals program.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man går en tur rundt på campingpladsen lørdag eftermiddag.

Roskilde Festival har flyttet musikdagene, så lørdag er sidste dag, hvor det tidligere var søndag. Nu er der i stedet lagt op til fest lørdag aften, og derfor håber festivalen også på, at gæsterne bliver.

– Det ville være lidt skuffende, hvis folk ikke bliver til de sidste koncerter og får den fulde oplevelse med.

– Jeg håber, at man kan tage turen rundt på pladsen lørdag nat og se, at der er folk ved alle scenerne, sagde festivalens musikchef, Anders Wahrén, inden festivalen gik i gang.

27-årige Julie Larsen er en af de gæster, som bliver og ser både Paul McCartney og Suspekt lørdag aften. Hun er ellers tidligere rejst hjem på festivalens sidste musikdag, men i år udskyder hun hjemrejsen en dag.

– Jeg skal have det hele med. Nu er det jo kun søndag i morgen, så vi kan stå op og køre hjem, når vi er klar til det. Jeg synes, det er fornuftigt, at de har flyttet festivalen, og jeg kan faktisk ikke helt forstå, at de ikke har gjort det tidligere, siger hun.

Tidligere var campingpladsen på sidstedagen fyldt med gæster, som var ved at pakke telte sammen eller ved at slæbe kufferter og musikanlæg mod udgangen. Men det er ikke helt det indtryk man får i år, selvom enkelte alligevel er på vej hjem.

Nogle af dem er en flok unge mænd i gymnasiealderen, som har slået sig ned ved togstationen. De er røde efter for mange timer i solen uden solcreme, og det står klart ved første øjekast, at de har haft en hård uge.

Det er også grunden til, at de dropper de sidste af lørdagens koncerter, inden de vender hjem mod civilisationen.

– Nu kan vi vist bare ikke mere. Det har været sjovt og sådan noget, men det har også været en lang uge med masser af varme. Så nu har vi vist bare brug for at komme hjem, konstaterer Johan Madsen.

/ritzau/