Ungt kærestepar krænket og overfaldet


Arkivfoto


LYNGBY: En 20-årig kvinde fra Brønshøj anmeldte natten til fredag kl. 02.16, at hun og hendes kæreste, en 21-årig mand fra Virum, var blevet antastet af nogle mænd i nærheden af Old Irish.

En af mændene havde ifølge kvindens anmeldelse stukket sin hånd ned i hendes bukser samt taget kvindens hånd ned i sine egne bukser. Kæresteparret var gået derfra, men på Jernbanepladsen var de igen stødt på mændene.

Kvindens kæreste bad dem denne gang om at holde sig væk fra dem, hvorefter de to mænd ifølge den afgivne anmeldelse greb fat i manden og smed ham omkuld på jorden.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene fik fat i de to formodede gerningsmænd, en 28-årig mand fra Ballerup og en 37-årig mand fra København. det endte med at den 37-årige mand blev anholdt og sigtet i sagen.