Arkivfoto
Politiet fandt natten til tirsdag en 41-årig mand på vejen. Han var både forslået og stukket med kniv, men han ønskede ikke at tale med politiet.
Kort før klokken 02 modtog politiet en anmeldelse fra en 19-årig mand fra Herfølge, der på Ringvejen i Køge havde fundet en forslået mand.
Da en politipatrulje kom til stedet, kunne betjentene konstatere, at det var en 41-årig mand fra Slagelse, og at han var blevet både stukket med en kniv og slået.
Den 41-årige blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for sine skader. På skadestuen kunne det konstateres, at han var uden for livsfare, og han ønskede i øvrigt ikke at fortælle politiet, hvad der var sket.