Unge begik røveri direkte under overvågningskamera


Arkivfoto


ODENSE: Denne artikel kunne have været en clickbait – for du tror ikke dine egne øjne om hvad der skete, da en gruppe røvere i 13-18 års alderen opdagede, at de stod lige foran et overvågningskamera onsdag aften.

På Otto Baches Vej i Odense blev to mænd, ifølge TV2/Fyn, passet op af en gruppe unge mænd og drenge som truede det ene røverioffer med en kniv til at udlevere sin pung.

Der var ikke een eneste krone i pungen, men under gennemrodningen af pungen opdager røverne at hele bondetoget står direkte i klart lys og udfor et overvågningskamera.

– Det bliver lidt akavet og grinagtig, fordi de finder ud af det hele bliver optaget. Og så begynder de at klappe manden venskabeligt på skulderen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Ehm Christensen til TV2/Fyn.

Trods forsøget på lade som om det hele var for sjov, så klapper fælden omkring røverne alligevel idet hverken ofrene eller Fyn’s Politi kan se det morsomme i røveriet.

Efterforskere har hentet videomaterialet og er torsdag gået i gang med at identificere røverne.