Syv tjekkiske fodboldfans anholdt efter slagsmål i Parken


Arkivfoto


Syv tjekkiske fodboldfans er anholdt efter slagsmål i Telia Parken.

Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi.

FCK tabte på hjemmebane 0-1 til tjekkiske Slavia Prag i Europa Leagues gruppespil. Kort efter slutfløjtet kom flere tjekkiske fans op at slås, og da vagter trådte til, skal de også have slået på dem.

Politiet måtte derfor træde til for at få styr på balladen, og det endte med syv anholdelser. Seks sigtes for almindelig vold, mens en sigtes for vold efter paragraf 119 – altså vold mod tjenestemand.

Vagtchefen kan ikke oplyse, om der er nogen, der er kommet slemt til skade. Politiet har dog umiddelbart ikke meldinger om det.

Flere tjekkiske fans fejrer sent torsdag aften sejren på en Old Irish Pub på Strøget. Ved 23.30-tiden forlyder det, at det dog foregår roligt.

De syv anholdte ventes ikke at blive krævet varetægtsfængslet.

/ritzau/