Dansk politis overarbejde er eksploderet


Skudhuller i indgangspartiet ved Krudttønden, februar 2015


Danmarks politimænd har opsparet 900.000 timers afspadsering i løbet af årets første fem måneder, skriver politiforbundet på sin hjemmeside.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Man skal være mere end almindeligt tonedøv og ligeglad, hvis ikke man forstår at nedslidningen af politiet alle steder er kolossal og helt utilstedelig. Politiet er kriseramt. Dermed også borgernes krav på service, siger formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

Den store mængde ekstra arbejde er foregået i månederne mellem januar og maj i år, og tallene stammer fra Rigspolitiet. De 900.000 timer svarer til 545 fuldtids politistillinger.

I alt har politistyrken opsparet 1,6 millioner timers afspadsering. Det svarer til 1000 fuldtidsstillinger.

– Desuden har vi 1200 politifolk, som kan gå på pension i morgen, hvis de ønsker det, og vi har fået en række ekstraopgaver, som trækker tæppet helt væk under mange, mange afdelinger, siger Claus Oxfeldt.

Især skudattentaterne i København på Krudttønden og synagogen i Krystalgade 14. februar i år, der kostede to personer livet, samt usikkerheden efterfølgende har forstærket situationen.

Men formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, siger, at alle politikredse i landet er berørt af en overarbejdsbyrde.

Politiforeningen i København har krævet, at ledelsen torsdag skulle fremlægge en plan for, hvordan politikredsen agter at løse problemerne med stigning af inddragede fridage og politifolk, som er ved at knække sammen, skriver politiforbundet.

Efter et møde tidligt torsdag er parterne stadig ikke blevet enige.

Ledelsen skal mødes med foreningen igen i næste uge omkring en plan, som skal sikre at kredsen kan komme gennem sommeren.

/ritzau/