Dømt til døden: Boston-bombemand undskylder over for ofre


– Jeg er ked af det for de liv, som jeg tog, for de lidelser, som jeg har forvoldt, og for de skader – uoprettelige skader, som jeg har forvoldt, sagde den 21-årige Dzhokhar Tsarnaev.


Boston-bombemanden Dzhokhar Tsarnaev undskylder over for ofrene for bombeanslaget mod Boston Marathon i 2013.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

I en erklæring, kort før han formelt blev dømt til døden onsdag, sagde han, at han er ked af de lidelser, som han pådrog andre.

– Jeg er ked af det for de liv, som jeg tog, for de lidelser, som jeg har forvoldt, og for de skader – uoprettelige skader, som jeg har forvoldt, sagde den 21-årige.

Det var første gang, at den etniske tjetjener, som ikke har talt under sit eget forsvar i retssagen, udtalte sig i retten.

– Hvis der skulle være nogen tvivl, så fastslår jeg, at jeg er skyldig i dette angreb sammen med min bror, sagde Tsarnaev, som fremsagde sin erklæring ved sine forsvareres bord.

Tidligere havde over en snes af ofrene og pårørende til ofrene for angrebet talt i retten – blandt andre flere som mistede lemmer ved de voldsomme eksplosioner, som den anklagede forårsagede.

– Terrorister som du gør to ting i denne verden. Én er at forårsage masseødelæggelse, men den andet er ret interessant. For ved du, hvad masseødelæggelse virkelig gør? Det bringer folk tættere.

– Vi er stærkere i Boston og i Amerika, og det var en frygtelig fejl I begik, da I troede, at I kunne røre os, sagde Rebekah Gregory, som mistede sit venstre ben ved terroranslaget.

Tidligere havde et nævningeting i Boston besluttet sig for at idømme Dzhokhar Tsarnaev dødsstraf. Det brugte mere end 14 timer på at vælge dødsstraf frem for fængsel på livstid.

Tsarnaev havde forklaret, at det var hans nu afdøde 26-årige storebror, der var hjernen bag de to bomber ved maraton-mållinjen. Derfor erklærede han sig ikke-skyldig.

Den ældre mistænkte bror, den 26-årige Tamerlan Tsarnaev, blev dræbt under en skudveksling med politiet i Watertown, Massachusetts efter bombeangrebet.

/ritzau/AFP