Tre unge anholdt for groft hjemmerøveri: Slog mand i hovedet med spade


I forbindelse med røveriet har gerningsmændene slået den forurettede i hovedet med en spade så voldsomt, at han var i livsfare. Arkivfoto


Her til morgen har lokalpolitiet i Viborg anholdt tre formodede gerningsmænd mellem 15 og 21. Anholdelserne har fundet sted uden dramatik på tre forskellige adresser i Viborg.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiets efterforskning har medført, at mistankegrundlaget mod de tre personer er tilstrækkeligt til, at politiet nu har valgt at anholde de formodede gerningsmænd, som fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Gerningsmændene sigtes for at begå røveri af særlig grov beskaffenhed (hjemmerøveri) på adressen Ejstrup Bro 15 i Skals. I forbindelse med røveriet har gerningsmændene slået den forurettede i hovedet med en spade så voldsomt, at han var i livsfare. De tvinger ham samtidig til at udlevere to jagtgeværer og en en jagtriffel med tilhørende ammunition fra et våbenskab samt hans pung, der indeholder diverse kort.

Af hensynet til den videre efterforskningen kan politiet ikke komme med flere oplysninger i sagen.

Af samme årsag vil politiet anmode om, at grundlovsforhøret, der afholdes senere i dag, sker for lukkede døre.