Paryk-røver taget på fersk gerning: Fanget under et indbrud


Arkivfoto


En 36-årig mand fra Letland blev onsdag aften anholdt, mens han var i gang med et indbrud i Kolding. Manden er også mistænkt for et bankrøveri og en lang række af indbrud.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den 36-årige mand blev opdaget, da nogle så, at han forsøgte at gemme sig i en have i Kolding. De kontaktede politiet, som kort efter kunne anholde manden.

Manden er blevet sigtet for en lang række alvorlige forbrydelser, herunder et bankrøveri i Vejle den 1. april og et efterfølgende røveri i Fona i Vejle samme dag. Desuden er han under mistanke for en lang række indbrud i private beboelser i løbet af den seneste tid.

Da manden blev visiteret af politiet fandt betjentene tre kilo guld, som forventes at stamme fra indbrud. Ved en gennemgang af hans effekter fandt politiet desuden to parykker, hvoraf den ene matchede den paryk, som blev anvendt under bankrøveriet i Vejle den 1. april.

– Det er en virkelig stor tilfredsstillelse, at vi har fanget lige præcis denne gerningsmand, for vi forventer nu at kunne opklare en række af andre kriminelle forhold, som han har på samvittigheden. Så på den måde har vi både opklaret forbrydelser, som er sket – men også sat en stopper for flere forbrydelser fra denne gerningsmand fremadrettet, fortæller vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi.

Den 36-årige mand er i forvejen efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi for et indbrud i Silkeborg 2014 og af Nordjyllands Politi for røveri i 2014. Han overflyttes nu til Nordjyllands Politi, hvor han bliver fremstillet i Grundlovsforhør i dag. Nordjyllands Politi har en fuld DNA-profil på ham og en fængslingskendelse.

Den 36-årige mand er tidligere dømt for indbrud i Danmark og har indrejseforbud i landet.