Fængslet for Fields-skyderi flygtet gennem hul i loftet


I marts stødte to grupper sammen i Field’s og skød ifølge politiet mod hinanden. En række personer er varetægtsfængslet i sagen, men nægter sig skyldige.


En 18-årig somalier, der er sigtet for sin andel i skyderiet ved stormagasinet Field’s på Amager i marts, er stukket af fra sin varetægtsfængsling.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det siger efterforskningsleder, Steffen Th. Steffensen, Københavns Politi.

Den sigtede sad varetægtsfængslet i arresten i Jyderup Statsfængsel, hvor det lykkedes ham at flygte gennem et hul i loftet.

Flugten fandt sted 25. april.

– Han tog flugten, og vi opfordrer ham til at melde sig selv, for hvis han ikke gør det, så overvejer vi at efterlyse ham offentligt, siger Steffen Th. Steffensen, som ikke kan fortælle alle detaljerne omkring flugten.

I marts stødte to grupper sammen i Field’s og skød ifølge politiet mod hinanden. En række personer er varetægtsfængslet i sagen, men nægter sig skyldige.

To personer blev ramt under skyderiet, som udspillede sig i parkeringskælderen under stormagasinet. En person blev skudt i armen, mens en anden blev ramt i ryggen.

Årsagen til sammenstødet er uklart, men det kan ifølge Ritzaus oplysninger muligvis kædes sammen med et skyderi i Herlev en uge før skyderiet i Field’s.

Her blev der sent om aftenen onsdag 11. marts affyret skud mod en bil i boligområdet omkring Peberhaven og Persillehaven i Herlev.

/ritzau/