Kuffertdrab: Anklager vil udvise drabsmanden


Anklagemyndigheden ønsker manden, som kommer fra Syrien, udvist af Danmark.


En italiensk kvindes lig blev sidste sommer fundet i en kuffert i et grønt område i Lyngby. Hun var blevet kvalt, og hendes udlejer – en 31-årig mand – blev mistænkt for drabet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Nævningesagen om drabet er torsdag begyndt ved Retten i Lyngby, og anklagerens krav er, at manden bliver udvist af Danmark.

Manden, der er tiltalt for drabet, er desuden tiltalt for voldtægt og trusler mod to andre kvinder, som lejede værelser hos ham i foråret og sommeren 2014.

– Det er alle sammen meget alvorlige forhold, siger senioranklager Bente Schnack.

– Der er i sagen tre forurettede kvinder, som alle tre har været logerende i hans lejlighed i Lyngby, siger hun.

Anklagemyndigheden ønsker manden, som kommer fra Syrien, udvist af Danmark, oplyser senioranklageren, da hun gennemgår forholdene i sagen.

Desuden bliver der måske nedlagt påstand om en tidsubestemt fængselsstraf.

– Der vil formentlig blive nedlagt påstand om forvaring. Det vil blive gjort hurtigst muligt, siger senioranklager Bente Schnack.

– Desuden vil der blive nedlagt påstand om udvisning af Danmark, siger hun.

Liget af den 48-årige Giancarla Coppi blev fundet 29. juli 2014 i et buskads nær Hvidegårdsparken i Lyngby. Kvinden, som kom fra Italien, havde kun i en kort periode boet til leje hos den 31-årige udlejer.

Udlejeren var allerede i politiets varetægt i maj sidste år, efter at en 29-årig kvinde, der lejede et værelse hos den 31-årige, anmeldte ham for voldtægt.

Men Retten i Lyngby og Østre Landsret lagde vægt på mandens forklaring om, at kvinden frivilligt havde haft sex med ham, og derfor blev han løsladt.

Blot en måned efter – 13. juni – voldtog manden ifølge anklagen en anden logerende kvinde, og 27. juli kvalte han altså ifølge politiet 48-årige Giancarla Coppi.

/ritzau/