Endnu en melder sig: Sigtes for drabsforsøg


Arkivfoto


Allerede mandag meldte en 18-årig sig til politiet, og tirsdag meldte en jævnaldrende sig så.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Begge mistænkes for at være indblandet i et voldsomt overfald natten til mandag, hvor to mænd blev udsat for henholdsvis knivstik og slag med en hammer på grund af en stjålen motorcykel.

– Vi har anholdt yderligere en gerningsmand til overfaldet. Han har meldt sig selv og er sigtet for drabsforsøg, siger Sajjad Haider, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ritzau.

– Den pågældende meldte sig selv ved middagstid tirsdag og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af onsdagen, tilføjer Sajjad Haider.

Politiet leder fortsat efter “to til tre” yderligere personer i forbindelse med overfaldet, der fandt sted i København.

En gruppe overfaldt de to mænd, da det ene af de to ofre fandt sin stjålne motorcykel ved Frederikssundsvej i Brønshøj. De trak den ud til vejen, men kort efter dukkede en gruppe op og overfaldt dem.

– Den ene bliver stukket flere gange med – formentlig – en kniv, mens den anden bliver slået i hovedet med noget, der muligvis er en hammer, fortalte central efterforskningsleder Youssef Lharraki natten til mandag.

/ritzau/