Lyn slår ned og sender festivalgæster på hospitalet


Arkivfoto


33 personer er kørt på hospitalet efter at være ramt af lyn under musikfestivalen Rock am Ring i det vestlige Tyskland, siger politiet i Rheinland-Pfalz ifølge Südwestrundfunk.

Like localeyes.dk på Facebook

Både festivalgæster og medarbejdere på musikfestivalen blev ramt af lynet, og de meldes alle uden for livsfare.

De ligger på hospitalet til observation, og myndighederne vurderer, at de kan forlade hospitalet søndag.

Det første lyn ramte allerede klokken et natten til lørdag, og tordenvejret fortsatte natten igennem.

Rock am Ring afholdes sammen med nabofestivalen Rock im Park, og tilsammen er de to arrangementer blandt verdens største musikfestivaler med over 150.000 gæster.

Ministerpræsidenten i Rheinland-Pfalz, Malu Dreyer fra SPD, besøger lørdag festivalen for at takke for redningsindsatsen.

Uvejret betød, at kunstneren Fritz Kalkbrenner, som spiller elektronisk musik, måtte afbryde sin koncert.

– Det er første gang, jeg må aflyse et show på grund af dårligt vejr, og jeg er knust, skriver Kalkbrenner på Twitter.

Flere fans skriver på det sociale netværk, at Kalkbrenner bør tænke på de indlagte festivalgæster frem for sig selv.

– 27 personer er såret, deriblandt en alvorligt. Tænk lidt på dem, svarer en Twitter-bruger.

/ritzau/