Ung kvinde stoppede voldelig gaderøver: Sparkede efter kuglerne


Arkivfoto


Røveren kom bagfra og forsøgte at tage kvindens taske. Han slog hende i ansigtet, da hun holdt fast, men det skulle han ikke have gjort.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Røveriforsøget fandt sted onsdag eftermiddag på Stenbukvej i Ejby ved Køge.

Her kom den 19-årige kvinde gående på et stisystem, da hun blev overfaldet bagfra af røveren, som greb fat i tasken.

Røveren begyndte at slå hende i ansigtet, da hun holdt fast i sin taske, men det fandt den unge kvinde sig ikke i. Hun begyndte at sparke efter røverens skridt, og det blev for meget for taskerøveren, som stak af.

Kvinden mistede ikke sin taske, men hun har pådraget sig hævelse i ansigtet som følge af slagene fra røveren.

Politiet leder efter gerningsmanden, der er beskrevet som en lavstammet mand af østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 165-165 cm. Han er kraftig af kropsbygning, hvid i huden og med sort, maskinkort hår.

Han er yderligere beskrevet som havende et rundt hovedet, mørke øjne og skægstubbe, og så var han iført en vindjakke med blå/hvide-striber eller lignende og blå knælange fodboldshorts.