To mænd sigtes for dødsvold i Nordjylland


Arkivfoto


En 62-årig mand mistede sent fredag aften livet i sit hjem i den nordjyske by Nibe, og ifølge politiet står to yngre mænd muligvis bag dødsfaldet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

De er i hvert fald begge sigtet for vold med døden til følge, og en af dem er allerede varetægtsfængslet i sagen.

– Søndag har vi varetægtsfængslet en 33-årig mand, og lige nu er vi ved at afhøre den anden, en mand på 44 år, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen mandag formiddag til Ritzau.

Afhøringen skal ifølge politikommissæren være med til at afklare, om den 44-årige i løbet af dagen skal stilles for en dommer i et grundlovsforhør.

Mændene er sigtet for at have sparket den ældre mand i brystet og/eller i hovedet. Det skal være sket mellem klokken 23.30 og 00.31 fredag aften.

– De sigtede opsøger ham på hans bopæl, siger Lars Nørskov Jørgensen.

Han ønsker ikke at fortælle, om offeret og de formodede gerningsmænd kender hinanden.

Der har tilsyneladende ikke været nogen vidner til forbrydelsen.

– Men senere på dagen bliver afdøde obduceret, så der regner vi med at være klogere på dødsårsagen, siger politikommissæren.

Sigtelsen om vold med døden til følge betyder, at politiet ikke umiddelbart mistænker mændene for at have haft til hensigt at dræbe.

Den 33-årige er varetægtsfængslet frem til torsdag. Han kærede dog kendelsen om fængsling til landsretten.

/ritzau/