Flere end 700 migranter bliver reddet i Middelhavet


Arkivfoto


Flere hundrede migranter på vej fra Libyen mod Europa er torsdag blevet reddet i land i Italien. Det oplyser den italienske kystvagt.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

I alt drejer det sig om 743 personer, der fra Libyen havde sat kurs mod Italien i seks både. Redningsaktionen fandt sted i strædet ved Sicilien.

Den italienske kystvagt fik assistance fra tyske, britiske og irske flådefartøjer, der er en del af EU’s grænseagentur, Frontex.

Migranterne forsøgte at krydse Middelhavet stuvet sammen i seks både. Fem af dem var gummibåde.

Ifølge Den Internationale Organisation for Migration er 1770 bådflygtninge i år forsvundet og formodes druknet under den ofte farefulde færd mod Europa. De seneste 18 måneder er flere end 5000 personer omkommet.

/ritzau/AFP