Arkivfoto. Politi foran Københavns Byret.
En 34-årig mand er torsdag i Københavns Byret fundet skyldig i vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg ved at kaste en 23-årig kvinde i Københavns Havn i december sidste år.
Desuden har retten kendt ham skyldig i vold og voldtægt mod en kvinde, han havde et forhold til.
Det alvorligste forhold – drabsforsøget – fandt sted tidligt om morgenen søndag 7. december sidste år, hvor en 23-årig kvinde blev overfaldet på Kalvebod Brygge.
Kvinden blev slået bevidstløs og forsøgt voldtaget i en skurvogn, og fra skurvognen slæbte den 34-årige gerningsmand sit offer hen til havnekanten. Herfra kastede han den alkoholpåvirkede kvinde i det ni grader kolde vand.
Manden har erkendt både at have været i skurvognen og ved havnebredden, men han nægter sig skyldig i vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg.
– Vi har lagt vægt på den forurettedes forklaring, som har været sikker, sammenhængende og særdeles troværdig, siger dommeren i Københavns Byret.
Manden er tidligere blevet idømt seks års fængsel for en grov voldtægt ved Østre Landsret.
/ritzau/