Arkivfoto
Et mindre fly lastet med over et ton kokain styrtede onsdag ned i Det Caribiske Hav, mens det blev oppasset af fly fra Colombias luftvåben, oplyser luftvåbnet i en udtalelse ifølge Reuters.
– Flyet af typen Hawker 600 var lettet fra Venezuela med kurs mod Mellemamerika. Det blev opdaget i de tidlige morgentimer (onsdag, red.), da det ulovligt fløj ind i colombiansk luftrum, hedder det i udtalelsen.
Liget af en mand blev efterfølgende fundet i flyet nord for Colombias caribiske kyst. Sammen med manden blev der fundet et mexicansk pas og 1,2 ton kokain.
Flyet, der styrtede ned, blev ifølge luftvåbnet først bedt om at lande, men da det i stedet forsøgte at undvige, opstod der angiveligt problemer med den ene motor, hvilket fik flyet til at styrte ned.
Hawker 600 er et jetfly med to motorer, der ofte bruges af virksomheder eller som privatfly.
Det vurderes, at der årligt bliver produceret omkring 300 ton kokain i Colombia, hvoraf godt halvdelen bliver konfiskeret af myndighederne. Hvor kokainen om bord på flyet stammer fra, fremgår ikke af udtalelsen fra luftvåbnet.
Kokainen fra Colombia finder ofte vej til USA og Europa via ruter i Venezuela, Mellemamerika, Mexico og over Det Caribiske Hav eller Atlanterhavet.
Colombias regering og hær har i årevis slået hårdt ned på landets ulovlige produktion af kokain. Den marxistiske oprørsgruppe Farc er blandt de grupper, der finansierer sine aktiviteter med penge fra salg af kokain.
/ritzau/Reuters