Bestikkelse og hvidvask: Mærsk inddrages i kæmpe skandale om korruption


Arkivfoto


Danske Mærsk trækkes nu ind i Brasiliens største korruptionsskandale, der omhandler formodet bestikkelse og hvidvaskning af milliarder af kroner i det skandaleramte olieselskab Petrobras. Det oplyser DR.

Like localeyes.dk på Facebook

En tidligere direktør i Petrobras, Paulo Roberto Costa, har til politiet fortalt, at han i en årrække har modtaget penge fra Mærsks agent i Brasilien mod at videregive fortrolige oplysninger, der kunne stille Mærsks datterselskab Mærsk Supply bedre end konkurrenterne.

– Costa har indrømmet, at han har modtaget penge mod at give fortrolig information til Mærsk.

– Mærsk har dermed haft en konkurrencemæssig fordel vedrørende Petrobras’ behov for at leje skibe, forklarer politikommissær Erika Mialik Marena, der efterforsker Petrobras-skandalen, til DR Nyheder.

Bagmandspolitiet herhjemme – også kalder Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK – er nu gået ind i sagen efter anmodning fra de brasilianske myndigheder for at hjælpe med efterforskningen.

– Jeg kan bekræfte, at vi har etableret en god kontakt til brasiliansk politi om sagen.

– Vi er i en fase, hvor det er vigtigt med et tæt samarbejde mellem det brasilianske og danske politi, og vi har en tæt dialog om, hvilke oplysninger der er nødvendige for at fremme sagen, siger Morten Niels Jakobsen, der er chef for Bagmandspolitiet, til DR Nyheder.

DR Nyheder har fået adgang til fortrolige referater fra afhøringerne af Paulo Roberto Costa.

Heraf fremgår det, at Costa forklarer, at Mærsks lokale agent “tilbød ham halvdelen af procenten, som han forventede at modtage i kommission, mod at han fik intern viden om Petrobras’ behov for leje af større skibe”.

Mærsk har selv undersøgt sagen, og understreger, at man ikke har fundet tegn på ulovligheder:

– Vi har ikke fundet noget, der indikerer, at Mærsk har taget del i nogen form for ukorrekt eller ulovlig aktivitet, hedder det i en udtalelse fra hovedkontoret i København ifølge DR.

/ritzau/