Biljagt og skyderi: Politiet eftersøger vidner


Gerningsstedet i Farum. Føreren af den forulykkede bil har over for politiet forklaret, at han tror, at han er blevet forvekslet med en anden person.


Patronhylstre fundet i Farum får politiet i Nordsjælland til at efterlyse vidner, der har set en formodet skudepisode på Frederiksborgvej.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser vagtchef Dan Houtved til Ritzau.

Politiet blev i første omgang kaldt ud til en personbil, der var kørt galt. Ifølge uheldets offer, der kun kom lettere til skade, blev der skudt efter ham.

Det fik politiet til at indlede en efterforskning for at be- eller afkræfte mandens historie.

– Vi undersøger stadig, om der er blevet affyret skyd, men det mener vi, at der er. Vi har fundet patronhylstre i området, siger Dan Houtved.

Skuddene faldt ifølge politiet søndag aften ved en tankstation omkring klokken 19, og efterfølgende blev der angiveligt også affyret skyd ved en indkørsel til et boligområde.

Ved tankstationen blev en bil “forsøgt afskåret” ved udkørslen, hvorefter bilen kørte galt ved indkørslen til Bybækterrasserne, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Begge episoder, hvor i alt tre biler var involveret, har udspillet sig på Frederiksborgvej. Intet peger dog indtil videre på, at der er tale om et bandeopgør.

– Efterretningsbilledet tyder ikke på, at der er tale om banderelateret kriminalitet, oplyser Dan Houtved.

Ingen personer er blevet ramt af skud.

Føreren af den forulykkede bil har over for politiet forklaret, at han tror, at han er blevet forvekslet med en anden person.

/ritzau/