Nævningene er i gang: Boston-bomber risikerer dødsstraf


Terrorangreb mod Boston Marathon i april 2013, hvor tre personer blev dræbt og 264 såret.


Et nævningeting indledte onsdag deres arbejde med at finde frem til en straf over Boston-bomberen Dzhokhar Tsarnaev.

Like localeyes.dk på Facebook

Spørgsmålet er, om Tsarnaev, der allerede er kendt skyldig i udåden, skal straffes med døden, eller om han skal idømmes fængsel for livstid.

Panelet af nævninge, der består af 12 personer, har tidligere dømt Dzhokhar Tsarnaev for alle 30 punkter med relation til angrebet mod Boston Marathon i april 2013, hvor tre personer blev dræbt og 264 såret.

Anklagemyndigheden vil have ham dømt til døden med den begrundelse, at han angreb et land, som han var flyttet til ti år forinden.

– Den eneste dom, der vil være retfærdig i denne sag, er en dom om dødsstraf, siger advokat Steve Mellin til nævningetinget, mens Tsarnaev har siddet stille og stirret ind i bordet foran ham, skriver AFP.

Advokaten siger samtidig, at de to brødre var medsammensvorne i den kriminelle gerning.

Steve Mellin har bakket det op med at læse op fra en tekst, som Tsarnaev skrev for at retfærdiggøre sine angreb, der var ment som en hævngerning for USA’s krige i Irak og Afghanistan.

– Ingen anger, ingen undskyldning.

– Dette er ordene fra en terrorist, der er overbevist om, at han har gjort den rette ting. Han (Tsarnaev, red.) følte sig retfærdiggjort til at dræbe, lemlæste og alvorligt såre uskyldige mænd, kvinder og børn, siger Steve Mellin ifølge AFP.

Forsvarsadvokaterne siger derimod, at Tsarnaev – som var 19 år, da han gennemførte angrebet sammen med sin bror – ikke var drevet af ideologiske motiver.

Han fulgte ifølge forsvarsadvokaterne blot sin ældre bror, den 26-årige Tamerlan Tsarnaev, som blev dræbt af politiet i en skudveksling fire dage efter angrebet.

/ritzau/AFP