Dræbte gravid samlever og sendte mail til Ekstra Bladet


Arkivfoto


En 33-årig kvinde var gravid, da hun i juni sidste år blev dræbt af sin nu 25-årige ekskæreste, mens hun lå i sin seng i Svendborg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det fremgår af anklagemyndighedens tiltale mod den 25-årige mand.

Politiets teori er, at han dræbte sin gravide kæreste mellem 6. og 7. juni sidste år ved at give hende insulin igennem en sprøjte, mens hun sov.

Derefter narrede han hende til at injicere sig selv med “store mængder insulin”, hvorefter den 33-årige kvinde gik i insulinchok.

Det menes, at manden herefter stak hende med en steakkniv i eller omkring halsen og i brystet tre gange og pressede en pude mod hendes ansigt, til hun døde.

Ifølge politiet havde den 25-årige også i ugerne op til drabet ad to omgange ændret på indstillingerne i sin kærestes insulinpumpe, så hun fik en overdosis.

Han havde også selv givet hende insulin med den fejljusterede pumpe.

Dermed var der en risiko for, at hun ville gå i insulinchok og miste bevidstheden, lyder det i anklagen mod den 25-årige.

Tidligere er det kommet frem, at manden selv kort efter drabet ringede til sin advokat og fortalte ham, at han havde dræbt sin kæreste.

Samtidig sendte han en mail til Ekstra Bladet, hvor han skrev, at han havde haft det dårligt i nogle dage, havde haft flashbacks og måtte have smerten ud.

– Fuck fuck nu har jeg slået min kæreste ihjel, som jeg elsker over alt på jorden. Fuck. Det kunne være undgået, skrev han i mailen til avisen.

Kvindens to små børn var til stede i lejligheden i Badstuestræde i Svendborg, da moren blev dræbt. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var kvinden på det tidspunkt 12 uger henne med den 25-åriges barn.

En mentalundersøgelse i forbindelse med et røveri, som den 25-årige begik i 2010, slog fast, at han var ekstremt personfarlig og burde have en forvaringsdom. Men han fik i stedet en fængselsdom på et år og ni måneder.

/ritzau/