Gerningsstedet på Nørrebro den 9. februar 2014.
En 30-årig mand, der i et halvt år sad varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på manddrab, blev ved en fejl løsladt i august sidste år.
Det kom frem mandag i Retten på Frederiksberg, hvor en nævningesag om et skyderi på åben gade i København er begyndt. En 30-årig mand er tiltalt for at forsøge at dræbe en dengang 24-årig mand i februar sidste år på Nørrebro.
Den 30-årige havde sammen med flere andre anket en dom til Østre Landsret, men anken blev opgivet. Anklageren mente, at de havde udstået deres straf i den gamle og løslod dem.
Men anklageren overså, at den 30-årig sad varetægtsfængslet i den nye sag om forsøg på manddrab. Han fik omkring en måned på fri fod, før han blev anholdt igen.
I den forbindelse kom han med “fornærmende” kommentarer til en politiassistent under transporten til Vestre Fængsel, og efterfølgende i et grundlovsforhør kastede han en bordmikrofon og et plastikkrus mod en senioranklager.
Under retsmødet mandag forklarer den 30-årig denne opførsel med, at han var vred over at blive anholdt igen, når det var hans opfattelse, at han var løsladt.
Det var en søndag i februar sidste år, at to mænd forsøgte at dræbe en 24-årig mand med syv skud på åben gade i København.
Skyderiet fandt sted i krydset mellem Nordre Fasanvej og Ørnevej. Her kørte de to mænd i en VW Touran op på siden af en mørk Mercedes, og der blev affyret syv skud.
Men skuddene blev standset af metaldele i bilen, og manden i den mørke Mercedes overlevede skyderiet. Dagen efter blev den tiltalte anholdt.
Han nægter sig skyldig, men vil endnu ikke udtale sig om den del af sagen. Han lod dog gennem sin forsvarer forstå, at han muligvis vil udtale sig senere under sagen.
/ritzau/