Nicki Bille modtager voldsdom


Evian-angriberen blev kendt skyldig i at have modsat sig en anholdelse og bide en kvindelig politibetjent i armen. Arkivfoto


Fodboldspilleren Nicki Bille Nielsen har valgt ikke at anke den voldsdom, han modtog i Københavns Byret 23. april.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser hans forsvarer, advokat Peter Berg, til Ekstra Bladet.

Evian-angriberen blev kendt skyldig i at have modsat sig en anholdelse og bide en kvindelig politibetjent i armen.

Han nægtede sig skyldig, men byretten idømte Nicki Bille Nielsen 60 dages betinget fængsel samt 80 timers samfundstjeneste.

– Nicki har lagt stor vægt på, at han vil have den sag ud af verden. Han har været meget interesseret i at få lukket sagen, så han kan komme videre med sit liv, siger Peter Berg til Ekstra Bladet.

Et af sagens beviser var et fotografi fra skadestuen, der viste et rødt mærke på betjentens underarm.

Allerede inden sagen blev indledt i april, gav Peter Bang udtryk for, at han ønskede en betinget dom, hvis hans klient blev fundet skyldig.

Under retssagen kom det frem, at Nicki Bille Nielsen i marts 2009 fik en anden dom for vold. Dengang fik han 40 dages betinget fængsel, og dommen blev gjort betinget af 50 timers samfundstjeneste.

Fodboldspilleren fik den dom for vold i trafikken, hvor han havde uddelt knytnæveslag.

Anklager Pia Simon krævede i den nyeste sag to måneders ubetinget fængsel, blandt andet med henvisning til voldsdommen fra 2009.

Københavns Byret mente dog, at sagen lå for langt tilbage og gav i stedet en betinget straf.

Rent sportsligt nyder Nicki Bille Nielsen ikke den store succes for tiden.

Kun en enkelt gang har danskeren scoret i den franske liga, mens det ligeledes kun er blevet til et mål i pokalturneringen.

Evian ligger tredjesidst i den franske liga.

/ritzau/