Arkivfoto
Tre mænd og en kvinde er blevet anholdt og sigtet for at have snydt statskassen for moms og skat for 27,5 millioner kroner og forsøg på at svindle for yderligere 2,5 millioner kroner.
Det skriver Ekstra Bladets netavis.
Den 26-årige kvinde og de tre mænd på 29, 38 og 49 år fremstilles lørdag i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, hvor de kræves varetægtsfængslet.
Ifølge eb.dk er de fire på kryds og tværs direktører, bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformænd i et netværk af selskaber, som de har kontrolleret. Det er syv anpartsselskaber, to aktieselskaber og en enkeltmandsvirksomhed.
Selskaberne er ifølge sigtelsen brugt i en moms-karrusel, hvor importerede varer, især fødevarer, fra Holland er købt og solgt mellem selskaberne uden at skat og moms er blevet korrekt afregnet.
Alle fire, der er af udenlandsk oprindelse, nægter sig skyldige. Den 29-årige og den 38-årige er brødre. Mindst to af de sigtede nægter at udtale sig i retten, skriver eb.dk
Foreløbig er der rejst otte sigtelser i sagen, men politiet mener, at der er flere medgerningsmænd på fri fod, som også skal sigtes. Tre af de anholdte er sigtet for alle otte forhold af svindel, mens den 29-årige “kun” sigtes i fem af forholdene.
Efter at de omfattende sigtelser var læst op af anklager Susanne Bitsch, blev dørene til grundlovsforhøret lukket af hensyn til politiets efterforskning, skriver Ekstra Bladet.
Retsmødet ventes at tage det meste af lørdagen, hvor anklageren blandt andet skal dokumentere bilag om de mange handler i flere timer.
/ritzau/