Politiet anholder 13 sniffende fodboldfans på Bakken


Gruppen af mænd begyndte at sniffe stoffer, og da de blev bedt om at gå, gjorde de modstand, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi. Arkivfoto


Store mængder øl var ikke nok for en gruppe fodboldhooligans, da de fredag eftermiddag var samlet på en restaurant på Dyrehavsbakken nord for København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Gruppen af mænd begyndte at sniffe stoffer, og da de blev bedt om at gå, gjorde de modstand, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

– De sad og drak, og det er jo okay. Men de sad også og sniffede noget narko. Man beder dem derfor om at forlade stedet, men det vil de ikke. De bliver tiltagende opfarende, og til sidst må politiet komme til hjælp, siger vagtchefen.

Herefter lykkedes det en gruppe betjente at få de 14 mænd ud af restauranten.

– Men på vej ud af Dyrehavsbakken begynder de at smide med kanonslag og grene efter politiet. Der er sågar en, der sparker en politihund.

– De får mange chancer, men nede ved Klampenborg Station stopper festen. De bliver sat i futtog, og nu er 13 af dem anholdt, siger Palle Jørgensen.

De anholdte er ifølge politiet fra hooligangrupperne Blue Army, som støtter Lyngby Boldklub, og Copenhagen Casuals, som støtter FC København.

– De bliver sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for lov om euforiserende stoffer, siger Palle Jørgensen.

Politiet planlægger at løslade mændene senere fredag aften.

/ritzau/