Foto: Instagram
Jordskælvet i Nepal udløste lørdag en lavine på Mount Everest, som har kostet 17 mennesker livet, herunder Google-chefen Dan Fredinburg.
Dan Fredinburgs dødsfald bliver bekræftet på hans profil på Instagram i et opslag fra hans lillesøster, som lyder således:
– Dette er Dans lillesøster Megan. Jeg beklager at måtte informere alle, som elskede ham, at Dan fik en alvorlig hovedskade under lavinen denne morgen, og han klarede den ikke.
Tre af Dans Google-kolleger slap fra lavinen med livet i behold. Google oplyser, at de vil donere en million dollar til redningsarbejdet efter jordskælvet.
Ifølge Nepals turistmyndighed kan dødstallet stige. Myndighederne antager, at de fleste dræbte på bjerget er udlændinge, men man kender endnu ikke nationaliteterne på de omkomne.
Ifølge Reuters er det historiens værste ulykke på bjerget.
Naturkatastrofen har ifølge nyhedsbureauet AFP kostet over 2000 mennesker livet. Mere end 4500 meldes kvæstet, oplyser lokalt politi til AFP.