Arkivfoto
Torsdag blev Nicki Bille Nielsen idømt en betinget fængselsstraf og samfundstjeneste ved Københavns Byret.
Fredag blev den danske fodboldspiller fravalgt til Evians trup til lørdagens vigtige hjemmekamp mod Bastia i den bedste franske række.
Evian-træner Pascal Dupraz havde allerede torsdag varslet, at han ville afvente sin danske angribers tilstand, når han vendte tilbage til Frankrig, før han besluttede sig for, om Nicki Bille skulle med i truppen mod Bastia.
Nicki Bille blev torsdag idømt 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste, efter at han sidste år bed en kvindelig politibetjent under en dramatisk anholdelse i København.
Trods Nicki Billes fravær er der dansk islæt i Evians trup til kampen mod Bastia.
Både Daniel Wass og Jesper Juelsgård er med, mens målmanden Jesper Hansen ikke er i truppen.
Evian blev fredag aften sendt under nedrykningsstregen, fordi bundholdet Lorient overraskende vandt 5-3 ude over Marseille.
Evian er tredjesidst med 37 point for 33 kampe, mens Bastia ligger lige over stregen med samme antal point og en bedre målscore.
/ritzau/