Olieudslip i Aabenraa Fjord kræver oprydning


Udslippet skete onsdag formiddag fra Enstedværket syd for Aabenraa. Ifølge Torben Groos drejer det sig om cirka to kubikmeter olie fra et rør.


Et olieudslip i Aabenraa Fjord vil tage over et døgn at få ryddet op, oplyser indsatslederen fra Aabenraa Brand og Redning, Torben Groos.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Udslippet skete onsdag formiddag fra Enstedværket syd for Aabenraa. Ifølge Torben Groos drejer det sig om cirka to kubikmeter olie fra et rør.

– Det er et mindre oliespild, men det fyldet meget arealmæssigt, siger han.

– Det, der fylder mest, er en helt tynd oliefilm, som fordamper her i solen. Den kan man ikke samle op, det er den simpelthen for tynd til, siger Torben Groos.

LÆS OGSÅ: Større olieudslip ved Aabenraa
Der er dog også nogle olieklatter i fjorden, som man er i gang med at samle op med hjælp af to skibe. Derudover har nogle klatter lagt sig langs stranden på den sydlige del af fjorden. Der skal nu lægges en plan for opsamlingen af de klatter.

Ifølge indsatslederen vil det tage helt ind til torsdag eftermiddag at få samlet alt olien op.

– Vi skal have folk ud og gå med små skovle og samle olie ind langs med stranden. Det er den helt gammeldags måde, man stadigvæk arbejder på. For vi har ikke nogen maskiner, der kan gøre det, siger han.

Han regner med, at cirka 50 mand vil være i gang med arbejdet, når de er flest.

Ved olieudslip ser man ofte billeder af dyr, som er smurt ind i det sorte stads fra top til tå. Men sådanne situationer ser det umiddelbart ikke ud til, at man skal frygte i Aabenraa Fjord denne gang.

– I forhold til havforurening går det under et mindre udslip. Vi har selv jaget to svaner væk, men det er det. Så vi har ingen berørte fugle eller andet dyreliv.

– Vores og miljøvagtens konklusionen er, at udslippet ikke udgør nogen miljømæssig risiko, ud over at olien skal samles op der, hvor den ligger på stranden, siger Torben Groos.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er hjemmeværnsfolk tilkaldt for at hjælpe med opsamlingen, ligesom et fly har været ude over fjorden for at overskue, hvor olien ligger.

/ritzau/