Retssag mod Auschwitz-bogholder er i gang


Oskar Gröning siger, at han var 21 år gammel og en “entusiastisk SS-soldat”, da han blev sendt til Auschwitz-lejren i 1942. Arkivfoto


En 93 år gammel mand, der tidligere var bogholder i nazistenes koncentrationslejr i Auschwitz, blev tirsdag stillet for retten i Tyskland, hvor han er tiltalt for medvirken til drab på 300.000 fanger.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Oskar Gröning siger, at han var 21 år gammel og en “entusiastisk SS-soldat”, da han blev sendt til Auschwitz-lejren i 1942.

Her fik han ansvaret for at gennemgå fangernes ejendele, når de ankom med tog. Alle penge og værdigenstande blev beslaglagt, og det hele blev behørigt bogført.

Værdierne blev overført til Berlin.

Det ser ud til at blive en af de sidste retssager mod forbrydere fra dengang, måske den sidste.

Nogle af de mennesker, der ankom til lejren, blev ført direkte til gaskamre. Andre blev sendt på tvangsarbejde.

Der er ingen tvivl om Grönings gerninger, for han har selv fortalt om dem. Men han har fastholdt, at han er uden skyld i drab på de mange mennesker.

Den anklagede siger selv, at han aldrig så meget som gav en fange “en lussing”.

– SS var en kriminel organisation, det er klart. Men dengang troede jeg, at jeg tjente Tyskland, sagde han sidste år i et interview med avisen Hannoversche Allgemeine Zeitung.

– For mig var det ikke anderledes end det, der skete ved fronten. Jeg mente, at det, der skete i Auschwitz, var det rigtige. Det var jeg blevet fodret med, siden jeg var 10, tilføjede han.

Die Welt skriver, at Grönings forbrydelser har været kendt længe. Der var anklager mod ham allerede i perioden fra 1977 til 1985, men dengang var juraen i Tyskland anderledes.

Efter 1960 krævede tyske domstole direkte beviser for deltagelse i konkrete drab fra nazitiden, før de åbnede en sag om massedrab.

Det ændrede sig imidlertid, da en domstol i München i 2011 dømte den tidligere koncentrationslejrvagt John Demjanjuk en fængselsstraf. Han var ukrainsk statsborger og blev kaldt “Ivan den Grusomme”.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at 50 overlevende fra Auschwitz ventes at vidne i sagen.

/ritzau/dpa