Lars Løkke Rasmussen under Folkemødet på Bornholm 2014.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, glæder sig over en udmelding fredag aften fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen – nemlig at han åbner op for, at også korte ansættelser skal kunne give ret til en kortere periode med dagpenge.
Det er dog ikke udmeldingens indhold som sådan, hun hæfter sig ved, men snarere at hun tolker Løkke, som om han har fortrudt det nuværende dagpengesystem, hvor dagpengeperioden er to år, mens genoptjeningsperioden er et år.
Det var en aftale, der blev stemt igennem af den tidligere VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti og det nuværende regeringsparti De Radikale.
– Det er jo kun glædeligt hvis Lars Løkke nu fortryder den dagpengereform, som han og Thulesen Dahl lavede, skriver hun i en sms til Ritzau.
Den nuværende SR-regering har valgt at beholde reformen, selvom både SF og Enhedslisten har presset på for lempelser.
Debatten har kostet hos især Socialdemokraterne, hvor både stemmer i baglandet og folketingsgruppen har talt for lempelserne.
Maja Panduro slår fast, at hendes parti ønsker en ændring. Men at man vil vente med at blive præcise, til man har set på anbefalingerne fra dagpengekommissionen, der skal falde senest 1. september.
– Vi socialdemokrater ønsker et dagpengesystem hvor færre falder ud og sikkerhedsnettet er bedre. Hvordan det præcist skal udformes, afventer vi kommissionens anbefalinger om, skriver hun i sms’en.
Det har ikke været muligt at stille uddybende spørgsmål til Maja Panduro om Socialdemokraternes ønsker til et nyt dagpengesystem.
Hun ser dog med interesse på denne uges dagpengeforslag fra LO og FTF – men uden at uddybe i sms’en, hvad hun mener.
De to fagforbund har præsenteret et forslag, hvor netop ønsket om at kunne optjene dagpenge ved kortere ansættelser står helt centralt. Det er det forslag, Løkke ikke er afvisende overfor i sin udtalelse fredag aften til DR.
– Der er kommet gode og interessante tanker fra LO og FTF, og jeg vil gerne understrege, at det for Socialdemokraterne er helt naturligt at lytte til, hvad lønmodtagerne tænker om et nyt dagpengesystem, skriver Panduro.
– Vi skal have et nyt og bedre dagpengesystem, som hviler på et bredt flertal. Og det er Socialdemokraterne garanten for.
/ritzau/