Lavede 280.000 kroner om måneden på Stein Bagger


Foto fra 2009.


Brian Sandberg har masser af penge og han låner dem gerne ud til høje renter. De mange penge har han blandt andet tjent på Stein Bagger og IT-factory.

Det fortalte Brian Sandberg selv i dokumentaren, Frontalt som løb henover skærmen onsdag aften på TV3.

I udsendelsen fortæller Brian Sandberg at han tjente 280.000 kroner om måneden, den gang han var bodyguard for Stein Bagger og i øvrigt stod for sikkerheden i it-selskabet IT Factory.

I dag tjener han primært penge ved at låne ud af de mange penge via hans eget finansieringsselskab. Desuden kommer der også penge ind fra salget af hans to bøger og en webshop, hvor han blandt andet sælger t-shirts og solbriller.

Pengene bliver lånt ud til en årlig rente på 25 procent, hvilket er godt betalt i en tid, hvor Nationalbanken har negative renter, og indlånsrenten i de fleste banker er nul.

Selvom Brian Sandbergs renteniveau er højt kommer hans finansieringsselskab dog ikke i nærheden af andre aktører på markedet, hvor renten på fx på sms- og mikrolån kan være 29 procent og de årlige omkostninger kan nå op i svimlende 1.800 procent.

I udsendelsen kommer det frem, at det hænder at låntagerne ikke får afdraget til tiden, og så må Brian Sandberg træde til.

– Så må man jo lige minde dem om, at de skylder penge, siger Brian Sandberg i udsendelsen.

Således fremgår der, at en mand som er forsinket med betalingerne, får nulstillet sine afdrag. Han havde afdraget 70.000 af en gæld på 200.000, men efter et møde med Brian Sandberg om hans forsinkede afdrag var gælden igen 200.000 kr.

Frontalt er en dokumentarserie, som var planlagt til seks afsnit. Det er endnu uklart om alle seks afsnit vil blive sendt efter Brian Sandberg blev smidt ud af Bandidos i slutningen af marts 2015.