Politiet efterlyser disse fire røvere


Overvågningsvideo fra guldsmeden


Politiet søger hjælp til at finde fire personer for et røveriforsøg mod en guldsmed i Aarhus d.10 april.

Like localeyes.dk på Facebook

Politiet skriver følgende i en pressemeddelelse:

Fredag den 10. april kl. 17.25 blev umager- og guldsmed Knud Pedersens butik, på hjørnet af Sct. Clemens Torv/Sct. Clemens Stræde i Aarhus C, udsat for et groft røveriforsøg. Fire gerningsmænd indfandt sig i slusen til butikken, hvor de med to medbragte økser forsøgte at smadre den inderste glasdør til forretningen, hvilket ikke lykkedes. Gerningsmændene, hvoraf én var bevæbnet med pistol, flygtede ad Strøget i retning mod Banegården og herefter til venstre ad Posthussmøgen.

Efter røveriet blev den ene økse smidt i åen. Gerningsmændene forsøgte også at smide en taske i åen, hvilket dog mislykkedes. Øksen i åen er blevet hentet op, og der er fundet endnu en økse på flugtruten. Begge økser er af mrk. ”Green” og er turkisgrønne på skaftet og en del af bladet med en skaftelængde på ca. 80 cm.


Røverne brugte en økse magen til denne på billedet

Kort efter røveriet anholdt politiet to rumænske mænd på 19 år, der begge nu sidder varetægtsfængslet, men de to øvrige gerningsmænd er stadig på fri fod.

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til opklaring af sagen, og vil meget gerne høre fra:


Røverne forsøgte at få adgang til guldsmeden ved, at slå på døren med en stor økse – men forgæves

Vidner, der har set gerningsmændene FØR røveriet, evt. på Strøget/Søndergade eller før dette. Gerningsmændene beskrives som:
Mænd
Formentlig alle rumænske
18-22 år
Alle slanke
Iført hhv. lyse og sorte cowboybukser samt mørke jakker/trøjer.
Én af gerningsmændene, der går lidt foran de andre, bærer på en brun taske, hvori de to økser ligger. Håndtagene på økserne stikker op af tasken.
Vidner, der har set gerningsmændene EFTER røveriet.
Vidner, der har kendskab til, hvor gerningsmændene kan have overnattet – vandrehjem, sommerhus, hotel eller eventuelt i telt
Folk, der forhandler ”Green” økser – eller kender nogen der gør?
Borgere, der har fået stjålet ”Green” økser?