Udvist af Danmark: Dømt for tyveri og hæleri i millionklassen


Retten lagde til grund, at sagen drejede sig om værdier for op til 1,4 mio. kr. Arkivfoto


Tre litauere blev i går dømt for hæleri og tyveri ved Retten i Sønderborg. En af de tre tiltalte fik to års fængsel og udvisning for bestandig, mens de to andre blev idømt hver halvandet års fængsel og udvisning i 12 år.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Retten lagde til grund, at sagen drejede sig om værdier for op til 1,4 mio. kr.

De tre litauere blev anholdt i september 2014 i et sommerhus nær Bredebro. Her var de i besiddelse af over 300 stykker professionelt værktøj, som var stjålet i forbindelse med indbrud i håndværkerbiler primo september 2014.

Syd- og Sønderjyllands Politis efterforskning har ført til, at de tre litauere kunne kædes sammen med tre andre litauere, der på tre forskellige tidspunkter sidste år blev pågrebet i Tyskland med store mængder stjålet værktøj fra Danmark. De blev sidste år udleveret til Danmark og dømt for hæleri.

Den omfattende efterforskning har kædet de tre litauere, der blev pågrebet i sommerhuset nær bredebro, sammen med de tidligere dømte litaueres sager – og det gav altså en ekstra tiltale og dom for hæleri ved Retten i Sønderborg i går.

Senior anklager Britt Ankersø er meget tilfreds med dommen:

”Politiet har gennem længere tid efterforsket sagen, og det har ført til, at de kunne kæde de tre litauere sammen med tidligere begået kriminalitet. Det har vi nu kunnet drage dem til ansvar for, og det er vi naturligvis meget tilfredse med.”, siger Britt Ankersø.