Costa Concordia kæntrede i januar 2012, da det sejlede for tæt på Giglio og ramte en undersøisk klippe. 32 personer mistede livet ved ulykken.
Det italienske krydstogtskib Costa Concordia havde en stor last af kokain med på sin sidste rejse, der sluttede med at skibet forliste.
32 mennesker mistede livet, da skibet gik på grund, kaptajnen har fået en lang fængselsstraf, og nu viser det sig, at katastrofen også ramte et af Italiens mafiasyndikater.
Det er politiets efterforskere kommet frem til efter at have aflyttet samtaler mellem medlemmer af mafiagruppen Ndrangheta.
– Det samme skib, der gjorde os (Italien, red.) til grin i hele verden, gav også os et tab, citeres mafiabossen Michele Rossi for at have sagt til en underordnet.
Kokainen er ikke blevet fundet på krydstogtskibet, der er blevet bugseret til ophugning i Genova, skriver den italienske avis La Repubblica.
Ifølge kilder skal mafiaorganisationen fra Calabrien også have fragtet narkotika på skibe fra rederierne MSC og Norwegian Cruise Lines.
Ndrangheta anses for at være blandt verdens største kriminelle organisationer.
Sammen med mafia-grupperne Cosa Nostra og Camorra menes Ndrangheta ifølge FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet at have en årlig omsætning på 116 milliarder euro (over 865 milliarder kroner), hvilket er mere end det samlede årlige salg hos oliegiganten Eni – Italiens største selskab.
Politiets efterforsker siger til avisen, at kokainen på Costa Concordia formentlig var bragt om bord, uden at rederiet eller skibets officerer havde kendskab til det. Derimod mener politiet, at et eller flere besætningsmedlemmer var involveret.
For et par uger siden blev to menige besætningsmedlemmer på et krydstogtskib grebet med omkring 15 kilo kokain, da skibet lå til kaj i Buenos Aires i Argentina.
Kaptajnen på Costa Concordia, Francesco Schettino, blev i februar i år dømt til 16 års fængsel for uagtsomt manddrab. Han var en af de første til at forlade det kæntrede skib og komme i redningsbådene efter grundstødningen i januar 2012.
/ritzau/