Mand anholdt for drab på tidligere prøvemedlem i Hells Angels


Politiets teknikere ved bilen hvor den kniv-dræbte sidder.


Politiet har sent mandag anholdt en 34-årig mand, der sigtes for at have dræbt en bekendt i Odense.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Offeret, der var 41 år, blev fundet siddende død på førersædet i sin egen bil mandag morgen.

Det var et vidne, der så, at manden i en Renault Megane på Jacob Hansens Vej i det sydlige Odense sad mærkeligt.

Da betjentene dukkede op, blev sagen døbt til at være et mistænkeligt dødsfald.

LÆS OGSÅ: Politiet undersøger mistænkeligt dødsfald i Odense
LÆS OGSÅ: Dødfunden person i bil efterforskes som drab
Men hurtigt viste det sig, at føreren var offer for en forbrydelse.

– Han blev stukket to gange i ryggen, hvoraf det ene var dræbende, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Ritzau.

Offeret er ifølge ekstrabladet.dk tidligere prøvemedlem i Hells Angels, og i 2010 var han mål for skud, som blev affyret mod værtshuset Havhesten.

Efter en intens efterforskning med talrige afhøringer har politiet anholdt den mistænkte på vedkommendes bopæl i det vestlige Odense. Det er sket kort før klokken 17.

– Vi er ved at afhøre ham i øjeblikket, siger Henrik Justesen mandag aften på spørgsmålet om, hvad den 34-årige siger til sigtelsen.

Intet tyder på, at forbrydelsen er relateret til bander, fastslår politiet.

– De kender hinanden, siger Henrik Justesen om relationen mellem offer og den mulige gerningsmand.


Politiet vil ikke udtale sig om motivet

Han tilbageholder dog foreløbigt politiets teori om motivet.

– Der er nogle ting, vi er i færd med at klarlægge, siger lederen af efterforskningen.

Tidligere mandag har han sagt, at forbrydelsen formentlig er sket i tidsrummet fra midnat til mandag morgen.

Offeret blev tildelt de to knivstik, enten mens han sad i førersædet eller meget tæt på bilen, mener politiet.

Den 41-årige var i forvejen kendt af politiet for kriminalitet, men politiet har ikke ønsket at gå i detaljer med den side af sagen.

/ritzau/