Boko Haram halshuggede 23 før Nigerias valg


Der var et angreb på Buratai sent fredag. Angriberne halshuggede 23 mennesker og satte huse i brand, siger Mohammed Adamu, som selv er valgt til parlamentet i byen, der ligger godt 200 kilometer fra regionens hovedstad, Maiduguri. Arkivfoto


Formodede medlemmer af den militante islamistiske gruppe Boko Haram halshuggede 23 mennesker og satte ild til flere hjem i Buratai i det nordøstlige Nigeria dagen før præsident- og parlamentsvalget, siger et medlem af landets parlament.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Der var et angreb på Buratai sent fredag. Angriberne halshuggede 23 mennesker og satte huse i brand, siger Mohammed Adamu, som selv er valgt til parlamentet i byen, der ligger godt 200 kilometer fra regionens hovedstad, Maiduguri.

– Mindst halvdelen af landsbyen blev brændt ned, siger han.

En sygeplejerske på et nærliggende hospital siger, at 32 sårede bekræfter, at mange blev halshugget af angriberne.

Boko Haram, der har stået bag flere massebortførelser af hundredvis af kvinder og børn, har erklæret troskab over for Islamisk Stat, der i fjor udråbte et kalifat i dele af Syrien og Irak.

– Volden fra de islamistiske ekstremister har ført til ufattelige lidelser og elendighed for befolkningen i det nordøstlige Nigeria. Gruppen har forvoldt mangel på mad hos mange, ligesom den har splittet familier ad ved uophørlige angreb, sagde FN’s vicegeneralsekretær Robert Piper forud for valget i Nigeria.

Siden 2009 er over 13.000 mennesker blevet dræbt af Boko Haram, mens 1,5 millioner andre er blevet drevet på flugt fra deres hjem. Det nigerianske militær, der i årevis har kæmpet uden effektivitet mod militsen, får i dag støtte fra militæret i Tchad, Cameroun og Niger.

/ritzau/AFP