Kvindelig dansk cykelrytter overfaldet under træning i Sydafrika


Foto: Instagram


Det danske mountainbike-landshold er blevet udsat for en chokerende oplevelse i forbindelse med en træningstur i Sydafrika.

Under en træningstur torsdag forud for et løb lørdag blev U23-rytteren Malene Degn overfaldet af to mænd i et lukket område uden for Pretoria.

Malene Degn kom cyklende på ruten, da to mænd overfaldt hende og trak hende ind i et buskads. Her stak den ene mand af med hendes cykel, hvorefter den anden forsøgte et seksuelt overgreb, lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union.

Landstræner Mads Bødker var tæt på hændelsen.

– Min cykel var punkteret, så derfor kørte jeg en anden og mindre udfordrende vej tilbage til startområdet. Her ser jeg en mand komme slæbende med Malenes cykel.

– Jeg råber alt, hvad jeg kan, men vælger ikke at forfølge ham, da jeg først og fremmest tænker på Malenes situation. Mit råb får åbenbart skræmt den anden person, så ham ser jeg flygte over et højt hegn længere fremme.

– Jeg kommer ret tæt på ham, men vil stadig ikke i kontakt med ham af frygt for, at han er besiddelse af et våben, fortæller Mads Bødker.

Efterfølgende blev politiet tilkaldt, og den ene gerningsmand blev pågrebet.

Ifølge pressemeddelelsen har den 18-årige Malene Degn det efter omstændighederne godt og har modtaget psykologhjælp på telefon fra Danmark.

Danmarks Cykle Union har valgt at fortælle om hændelsen, fordi historien allerede er nået ud til sydafrikanske medier.

Malene Degn blev i 2013 europamester for juniorer og i 2014 nummer to til VM.
Hun er en del af Team Danmarks talentprogram.

/ritzau/