Kæmpefangst på skib: Fem ton kokain til 1,2 milliarder kroner


Arkivfoto.


En ladning på over 5000 kilo kokain er blevet beslaglagt om bord på en båd, der var på vej fra Colombia til USA. 14 besætningsmedlemmer, deriblandt fartøjets cubanske kaptajn, er anholdt og vil blive retsforfulgt i USA.

Det oplyser de colombianske myndigheder.

Båden blev opbragt i internationalt farvand ud for Mellemamerika i en fællesaktion med deltagelse af den colombianske flåde og det amerikanske narkopoliti, DEA.

Ifølge Alexandra Ladino, chef for justitsministeriets særlige politienhed i Colombia, er afsenderen af den store mængde kokain et af landets narkokarteller.

Båden, der er indregistreret i Panama, var stævnet ud fra havnebyen Buenaventua i Colombia. Hvor den efter planen skulle aflevere kokainen i USA, er ikke oplyst.

Fangsten på 5280 kilo repræsenterer en værdi på omkring 180 millioner dollar eller over 1,2 milliarder kroner, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Colombia er storproducent af kokain med anslået 300 ton om året ifølge et skøn fra FN’s afdeling for narkokriminalitet. I 2014 lykkedes det myndighederne at beslaglægge 166 ton af det euforiserende stof.

Fredag var det argentinske narkopoliti også i aktion, men her var fangsten noget mindre. To besætningsmedlemmer på et krydstogtskib blev anholdt og sigtet for forsøg på at smugle 15,3 kilo kokain om bord på skibet, der lå til kaj i hovedstaden Buenos Aires.

De anholdte, en chilensk og kroatisk tjener på “Splendour of the Seas”, havde ifølge myndighederne planer om at sælge kokainen i Europa.

/ritzau/Reuters