Foto: NATO
Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, advarer lørdag om, at Danmark kan blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar.
Men de udtalelser får ikke De Konservatives udenrigsordfører Lars Barfoed til at ryste på hånden, når det drejer sig om deltagelsen i missilforsvaret. Han står fast på, at Danmark skal hjælpe til, når Europa skal forsvares.
– Det ændrer ikke vores holdning til missilforsvaret. Tværtimod. USA kan ikke stå for forsvaret alene, og vi skal deltage i og bidrage til det fælles forsvar. Missilforsvaret er en ren defensiv foranstaltning, som er rettet mod slyngelstater, siger Lars Barfoed.
Ambassadørens advarsler bliver fremsat i et debatindlæg i Jyllands Posten lørdag, hvor i han skriver, at hvis Danmark tilslutter sig missilforsvaret, så vil det være en trussel mod Rusland. De udtalelser er under al kritik, mener Lars Barfoed.
– Det er en uhørt og helt unødvendig reaktion fra den russiske ambassadør, som er med til at optrappe spændingerne. Udtalelserne understreger for mig, at Rusland har en klar aggressiv adfærd, og vi må stå fast overfor den slags udmeldinger.
Lars Barfoed håber, at udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil tage en snak med den russiske ambassadør Mikhail Vanin og understrege, at udtalelserne ikke er acceptable.
– Det ville da være på sin plads, hvis Udenrigsministeren eller en anden fra ministeriet gjorde den russiske ambassadør opmærksom på, at hans udtalelser ikke hjælper på hele situationen.
– Men det vil næppe ændre meget. Jeg er sikker på, at ambassadøren får klare instrukser fra den russiske regering, siger Lars Barfoed.
/ritzau/