Sagen som efterforskes som et drabsforsøg har indtil videre vist, at to grupperinger bevidst opsøgte en konfrontation.
To grupperinger opsøgte bevidst en konfrontation i indkøbscentret, mener politiet.
Først blev der truet med stikvåben og skydevåben. Og til sidst blev der affyret flere skud fra i hvert fald to skydevåben.
Politiet skriver i en pressemeddelelse:
Københavns Politi har gennem onsdag aften og natten til torsdag efterforsket videre med skudepisoderne i Fields, København.
“Sagen som efterforskes som et drabsforsøg har indtil videre vist, at to grupperinger bevidst opsøgte en konfrontation. Der blev her truet med skydevåben og stikvåben. Situationen endte med, at der blev afgivet skud fra minimum to skydevåben, hvor to mænd på henholdsvis 17 og 18 år blev såret,” siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet.
Der er på gerningsstedet fundet et skydevåben og flere stikvåben.
Efterfølgende blev der i og omkring Fields foretaget anholdelse af seks mænd i alderen 19 til 26 år, der i dag fremstilles i grundlovsforhør for drabsforsøg. Derudover er den kvæstede 18-årige blevet anholdt og skal ligeledes fremstilles, mens den kvæstede 17-årige fremstilles in absentia, da han fortsat er indlagt på grund af sine kvæstelser.
Fremstillingerne sker dags dato, torsdag den 19. marts 2015, kl. 10 i dommervagten i Københavns Byrets afdeling på Politigården.
Københavns Politi søger endnu en gerningsmand til hændelsen.